
Fototips
Sådan tager du smukke portrætfotos af konfirmanden
Konfirmationen er en stor milepæl og en dag, der fortjener at blive fanget på smukke portrætbilleder, og de allerbedste billeder får I naturligvis, hvis I hyrer en professionel fotograf til at tage billeder af den glade og stolte teenager. Men er det ikke en mulighed, så fortvivl ej, vi har nemlig et par fototips til dig, så I kan få taget nogle superfine portrætbilleder af konfirmanden.
Tip 1: Rolig baggrund
Inden du går i gang med at knipse løs med kameraet, så overvej, hvilket miljø personen du fotograferer er i. Ved at finde en rolig baggrund uden mange forstyrrende elementer, kommer personen helt naturligt i fokus, og det er dét, der fanger øjet, når man efterfølgende kigger på billederne – og ikke fx bilerne på parkeringspladsen eller legepladsen med. En god idé er også at finde forskellige baggrunde og tage et par testbilleder inden, så du kan se, om det fungerer eller ej.
Tip 2: Naturligt lys
Naturligt lys gør underværker for dine billeder. Så hvis I har mulighed for at komme udenfor og tage billederne, bør I prøve det. Men husk lyset er både din bedste ven og din fjende. Så længe du dog arbejder bevidst med det, og tager billeder i både modlys, sidelys og frontlys, så kan I altid finde de bedste efterfølgende.
Tip 3: Tør linsen af
Det lyder banalt, og det er det også, men dine billeder bliver bare endnu skarpere, når din linse er helt ren. Sådan er det bare, så glem det nu ikke.
Tip 4: Det naturlige smil
Noget af det sværeste er at fange et naturligt smil. En måde at undgå det påtagede smil er ved ikke at sige ”smiiil”, når du begynder at skyde billederne. De mest interessante portrætfotos er ikke nødvendigvis med kæmpe Colgate-smil. Husk også at personen ikke nødvendigvis behøver kigge direkte i kameraet.
Tip 5: Tag en serie af billeder
For at undgå billeder med lukkede øjne kan det være en fordel at tage mange billeder lige efter hinanden. På iPhone kan du slå 'Live'-funktionen til, for så tager du helt automatisk en række billeder oveni hinanden. Når du efterfølgende vil finde det bedste billede, skal du blot redigere dit billede, klikke på 'live' og vælge det billede i fotoserien, som du ønsker - og herefter klikke på 'Indstil som nøglefoto'.