CEWE blev grundlagt af Heinz Neumüller i 1961 i Oldenburg, Tyskland. Som 28-årige begyndte Heinz at arbejde i sin svigerfars foto-atelier og –butik, Wöltje, i Oldenburg, hvor han bidrog til at gøre butikken til en succes.
Heinz grundlagde CEWE som en forlængelse af Wöltje.
Han valgte at hylde sin svigerfars store arbejde ved at bruge hans initialer til at navngive sin nye virksomhed: Svigerfarens navn, Carl Wöltje, blev til C(E)W(E). Butikken Wöltje ligger stadig i Oldenburg, hvor den i 2012 kunne fejre sit 100-års jubilæum, mens CEWE-koncernen i 2011 kunne fejre sit 50-års jubilæum. I dag har CEWE 14 højteknologiske produktions-faciliteter og ca. 3.900 medarbejdere fordelt på 26 europæiske lande.
I 1990’erne oplevede fotobranchen meget store forandringer, da kunderne gik fra at tage analoge billeder til at tage flere og flere digitale fotos. Hos CEWE var vi hurtige til at tilpasse os de nye tider. Allerede i 1991 kunne vores kunder få deres analoge billeder lagt over på en foto-cd-rom, og i 1997 kunne de for første gang bestille deres billeder digitalt over internettet. Det var også i 1991, at vi i en butik i Oldenburg satte verdens første fotostation op.
I løbet af det seneste årti er der igen sket et kæmpe spring inden for fotobranchen. Det er blevet almindeligt ikke kun at tage billeder med digitalkameraer og spejlreflekskameraer, men også med smartphones, der i dag kan tage billeder i høj kvalitet. Derfor tilbyder CEWE naturligvis også, at du nemt og bekvemt kan bestille dine fotoprodukter med CEWE-appen.
Siden CEWE FOTOBOG blev lanceret i 2005, har vi produceret mere end 55 millioner eksemplarer og vundet utallige priser og tests for den høje kvalitet og de innovative designmuligheder som fx effektlak på forsiden af fotobogen. Produktet CEWE FOTOBOG og fotoprogrammet er under konstant udvikling, så du kan få præcis den fotobog, du drømmer om. I dag kan du derfor vælge mellem talrige formater og seks forskellige papirtyper. CEWE FOTOBOG er FSC®-certificeret, hvilket er din garanti for, at din CEWE FOTOBOG bliver klimaneutralt produceret.
Siden CEWE FOTOBOG kom til i 2005, har vi udvidet vores produktsortiment med mange flere fotoprodukter, herunder vægbilleder, fotokalendere og invitationer, som alle har samme høje kvalitet som CEWE FOTOBOG.
CEWE Danmark
50 år med danskernes billeder
I mere end et halvt århundrede har CEWE Danmark hjulpet danskerne med at forevige deres bedste øjeblikke på billeder, og samtidig har vi i mange år også været Danmarks største fotoservice.
CEWE Danmark startede som en familievirksomhed. S-Foto, som vi hed dengang, blev grundlagt i Skødstrup ved Aarhus i 1967 af Orla Stegger. Dengang var fotobranchen i en rivende udvikling, og fra 1960erne kunne kunderne for første gang bestille farvebilleder. I 1976 købte sønnen Peter Stegger S-Foto af sine forældre og fortsatte familieforetagendet.
S-Foto kæmpede i starten med at finde sit fodfæste blandt de mange andre dygtige fotoforretninger. Derfor kiggede Peter Stegger efter nye markeder og nye måder at vise danskerne, at dét at fotografere og få sine billeder fremkaldt er for alle, og derfor skal være lettilgængeligt.
Han begyndte derfor at samarbejde med supermarkederne. Kunderne kunne her indlevere deres film, som blev hentet af S-Foto, fremkaldt i produktionen i Skødstrup og herefter kørt tilbage til butikken. Enkelt, nemt og bekvemt for kunderne. Blandt S-Fotos store kunder var kæderne, der hørte under Dansk Supermarked (i dag Salling Group). De samme kæder, der stadig er vores samarbejdspartnere den dag i dag – mere end 50 år efter.
Peter Stegger solgte i 1993 S-Foto til CEWE, der dengang hed CeWe Color. Nu blev S-Foto en del af en virksomhed, der havde stort fokus på innovation, hvilket var med til at fremtidssikre S-Foto, som i 1995 officielt skiftede navn til CEWE COLOR DANMARK, der i dag bare hedder CEWE Danmark.
I 1990'erne udvidede CEWE Danmark og kom til også at omfatte Norge og Sverige med hovedkontor i Danmark. I 2005 blev CEWEs populære CEWE FOTOBOG lanceret. Fotobøger var stadig et meget nyt produkt dengang, og en af de store opgaver for CEWE Danmark var at introducere fotobøger til det nordiske marked. Det er ganske passende, at CEWE FOTOBOG nr. 50 mio. også blev solgt i 2017, samme år som CEWE Danmarks 50-års jubilæum.
I 2006 flyttede CEWE Danmarks produktion fra Skødstrup til Tyskland, og efterfølgende har det danske kontors rolle primært været at håndtere salg, kundeservice og marketing. I 2016 rykkede CEWE Danmark efter 49 år teltpælene op fra den gamle gård i Skødstrup og flyttede ind i nye, store kontorlokaler i Åbyhøj. I 2017 blev Japan Photo i Norge og Sverige til CEWE Japan Photo, som sammen med CEWE Danmark, CEWE Norge og CEWE Sverige i dag danner den nordiske virksomhed CEWE Scandinavia.